Marielyst

En kæmpe renovering af Marielyst Torv og Strandsti har også været ideelt for børnene. For nu har de fået et skønt legeområde, hvor de kan udfolde sig.

I Marielyst havde man behov for en gennemgående renovering. Torvet og stranden havde set bedre tider, og børnene manglede et sted at lege. Nu har arkitekter bragt byen og stranden sammen med et aktivitetsområde lavet af stammer og drivtømmer og en legeplads fra UNO, hvor børnene kan boltre sig.

Susanne Hansen og hendes søn Henrik på otte år har altid nydt området omkring stranden, men bruger nu også rigtig megen tid ved de nye aktiviteter.

”Det er skønt, at de har tænkt børnene ind i det. Henrik er ikke til at hive hjem herfra, og faktisk synes selv min teenagedatter, at det er hyggeligt. På de varme dage vi har haft her i sommer, har hun ofte slappet af i hængekøjerne sammen med veninderne. Her er noget for alle - det er mere end blot et strandområde nu,” fortæller Susanne Hansen.

Aktivitetsområdet er skabt, så det passer ind i miljøet. Længst oppe mod byen står stammerne lodret og blander sig med beplantningen af fyrretræer. Tættere på stranden og diget står stammerne skråt og vandret og ligner drivtømmer, som var det flydt ind fra havet. Her kan børnene udfordre hinanden i balanceleg, mens de nyder naturen, og de kan boltre sig på den sjove legeplads fra UNO. Men der er også aktiviteter af sportslig karakter i form af en volleyball-bane, og det tiltrækker Susanne Hansen.

”Da jeg var 20, boede jeg et år i Australien, og der var jeg vild med at spille volleyball. Det er godt nok et par år siden, men det får jeg nu lyst til at genoptage,” griner hun:

”Men mest af alt nyder jeg, at renoveringen har gjort området smukkere. Det er jo ikke altid en selvfølge. Jeg har altid holdt meget af det her sted, så det er dejligt, at det nu har fået en opgradering.”